QDanmark - Mentornetværk - Integration
 

Linda Lange Kastholm

 

Jeg er 41 år og uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1998. Siden færdiggørelsen af min uddannelse har jeg været ansat i Trafikministeriet i 4 år og efterfølgende gennem 7 år været anklager mange forskellige steder i Dansk Politi. Herefter blev jeg ansat i et advokatfirma som advokatfuldmægtig og blev advokat i august 2009. Jeg har i en kort periode været dommer ved Retten i Hillerød. Siden juli 2013 har jeg drevet selvstændig advokatvirksomhed i Holbæk sammen med advokat Ida Lange Lawaetz. Jeg er specialist i strafferet (beskikket forsvarer) og familieret, som er de grene af juraen, jeg primært beskæftiger mig med.

Jeg bor lidt udenfor Holbæk på en gammel gård sammen med min mand og vores 5 børn i alderen 8-17 år. Udover familien og gården bruger jeg min fritid på gode venner og afslappende gøremål.

Både i mit arbejde med strafferetten og med familieretten møder jeg ofte kvinder med anden baggrund, som giver indtryk af at have brug for hjælp, coaching eller support til at blive en større del og få en større forståelse af det samfund de nu lever i. Jeg er sikker på, at en mentor-ordning er det helt rette redskab til at hjælpe disse kvinder.